Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1
To hænder hjælpes ad med at bygge et hus med et hjerte på forsiden.
Mobil menu

Solpolitik

Ingen børn bør kunne blive solskoldet når de er i dagpleje, vuggestue og børnehave. Derfor skal børn beskyttes mod solen, når uv-indekset er 3 eller mere. Det er typisk i månederne fra april til september, og de nedenstående retningslinjer gælder derfor i denne periode.

Skygge

Børnene skal have mulighed for skygge når de er udenfor. Derfor skal der altid være opmærksomhed på legeområders indretning, så børnene kan lege i skyggen, under træer, solsejl, parasoller eller lign. på de områder børnene leger mest.
Søg indendørs eller søg skygge, når solens stråler er skarpest mellem 12 og 15, hvis uv-indekset er over 3.

Tøj og solhat

Tildækning af huden med tøj og solhat er rigtig god beskyttelse mod uv-stråling. Derfor skal børnene have let tøj på hjemmefra, som mindst går til knæ og albuer, og en bredskygget solhat.

Solcreme

Når uv-indekset er 3 eller mere, bør børnene smøres med solcreme, der hvor tøj ikke dækker huden. Børnene skal smøres i rigelig mængde solcreme. En god tommelfingerregel er: En god børnehåndfuld solcreme til én hel barnekrop (20 ml). Den solcreme vi anvender i dagpleje, vuggestue og børnehave skal være allergimærket solcreme med beskyttelsesfaktor på minimum 30.
Børnene skal smøres ind i solcreme hjemmefra, og medarbejderne skal sikre sig, at børnene er smurt, inden de går udendørs. Børn, der har svedt meget eller badet, bør smøres igen senere på dagen. 

Børn med mørk hud har et naturligt forsvar mod solens uv-stråling, men de kan stadig blive skoldede og få hudskader. Derfor er børnene omfattet af de samme retningslinjer uanset hudfarve.

Særligt udsatte børn

Børn, der er særligt lyse i huden, og børn med mange fregner eller rødt hår er særligt udsatte og skal beskyttes ekstra med skygge og tøj, ligesom de kan have brug for en ekstra indsmøring med solcreme og evt. bruge en højere faktor.

UV-indekset

Det kan være svært at vurdere, hvornår uv-indekset er 3 eller mere på legepladsen. Den enkelte dagplejer og det enkelte børnehus sørger selv for at finde den letteste måde at orientere sig om dagens UV-indeks. Temperatur og uv-indeks hænger ikke nødvendigvis sammen. Uv-indekset kan nogle gange godt være højt, selvom det er køligt (især om foråret ved blå himmel) og der er skyer på himlen.

Hold ikke børnene indendørs

Børnene bør ikke holdes indenfor, når solen er stærk. Det er nemlig vigtigt, at børnene har mulighed for at være fysisk aktive udenfor, og sollys er nødvendigt for at danne D-vitamin, og kroppen kan godt danne D-vitamin, selvom man beskytter sig i solen. Men er UV-indekset over 8, og er der begrænsede muligheder for at søge skygge, der hvor børnene leger mest, bør børnene også have mulighed for at opholde sig inde i tidsrummet mellem kl. 12:00 og 15:00.