I Rebild Kommune har vi ikke et støttekorps som i mange andre kommuner. Her er ressourcen til støtteforanstaltninger i stedet udlagt til de enkelte områder, og det er dagtilbudslederen der overordnet skal sikre, at de professionelle omkring børnene har de nødvendige ressourcer og kompetencer til at støtte op omkring udviklingen for de børn som hører indenfor normalområdet.
I vores dagtilbud bruger vi en del af de midler vi får tildelt til opgaven i vores ressourceteam, som består dagtilbudsleder, husenes daglige pædagogiske ledere og to ressourcepædagoger. Teamet mødes hver måned for at samle op på opgaver, og prioritere i indsatser og ressourcer.
Er dit barn i udfordringer, og har pædagogerne omkring dit barn brug for vejledning og sparring, kan de trække på de to ressourcepædagoger. Det kan være hjælp til observationer, til arbejde med legegrupper, beskrivelser til vores Pædagogisk Pyskologisk Rådgivning o.lign. Det betyder, at du ind imellem også vil møde dem til netværksmøder omkring dit barn.
Når vi har valgt at organisere arbejdet på den måde, så er det ikke kun for at give den bedste hjælp til børn og pædagoger her og nu. Det er også for at sikre, at den enkelte pædagog gennem arbejdet med det enkelte barn, får mulighed for at kvalificere sit arbejde og blive endnu dygtigere.
Har du bekymringer omkring dit barns udvikling og trivsel skal du henvende dig til en pædagog i dit barns gruppe. Er det noget de har brug for hjælp til, så tager de fat i deres daglige leder og ressourceteamet.
Herunder kan du læse mere om organisering af indsatserne, og nederst på siden finder du vores to ressourcepædagoger.
Børnesyn og formål
Vores ressourceteam arbejder ud fra Rebild Kommunes Børne- og ungesyn:
ALLE BØRN er på én og samme tid; som alle andre, som nogen andre og som ingen andre.
BØRN ER KOMPETENTE og indeholder ressourcer og udviklingspotentialer.
FÆLLESSKABER OG RELATIONER er forudsætninger for børns udvikling, trivsel og læring.
BØRN SKAL FORSTÅS ud fra de sammenhænge, de indgår i og deres livsbetingelser.
BØRNS STEMMER er værdifulde; de skal medinddrages og have indflydelse på deres liv og hverdag.
Ressourceteamets grundlæggende perspektiv er at skabe øve-, lærings- og deltagelsesbaner for det enkelte barn ind i det almene dagtilbuds børnefællesskab. Sammen med pædagoger og ledere stiller vi skarpt på organisering, rutiner og strukturer i barnets nærmiljø – og at vi i samarbejde har fokus på inklusion og kvaliteten af de relationer barnet indgår i.
Pejlemærker for indsats
Udgangspunktet er barnets og det pædagogiske personales nærmeste udviklingszone.
- Barnet og børnegruppen det er en del af: At skabe trivsel og udviklingsmuligheder gennem deltagelse – dvs. at bidrage til kvalitet i rammebetingelser som kan generere deltagelses- og øvebaner for barnet samt børnegruppen, som barnet er en del af.
- Det pædagogiske personale: At understøtte den professionelle dømmekraft, så det pædagogiske personale oplever sig myndig gjort i egen praksis. Formålet er at sætte en ramme omkring den pædagogiske indsats og kvalitet, så processen fortsætter, når ressourcepædagogen ikke længere er tilknyttet.
- Struktur og organisering af den daglige pædagogiske praksis: For at understøtte det enkelte barns udviklingsmuligheder i børnegruppen, kan et virkemiddel være at skærpe opmærksomheden på opbygningen af daglige rutiner, strukturer og overgange i den almene pædagogiske praksis.
- Afdækning af behovet for formidling, kommunikation og koordinering: For at få helhedsperspektivet med i opgaven, skal der være opmærksomhed på koordinering med forældre og medarbejdere. Det kan også involvere vores samarbejdspartnere i skoler, specialtilbud, Pædagogisk-Psykologisk Rådgivning, Center Sundhed, Familieafdeling og psykiatrien.
Daglig pædagogisk leder kan til enhver tid prioritere afslutning af ressourcepædagogens indsats, og påtager sig dermed alene ansvaret for den videre proces og kvalitet i indsatsen omkring barnet.
Eksempler på deltagelse i indsats
- Opgaver kan være meget forskellige i forhold til omfang, udmøntning og behov for opfølgning, før en indsats afsluttes.
Objektive iagttagelser og respons til det nærmeste pædagogiske personale og pædagogisk leder, for at af- eller bekræfte fokus eller retning omkring barnet. Ressourcepædagogen er ikke direkte involveret i relationen med barnet og laver en kortvarig sparring/vejledning som der kan arbejdes videre med. Evt. ved deltagelse på et stuemøde sammen med den pædagogiske leder. - Sparring og vejledning til det pædagogiske personale samt pædagogisk leder i forhold til pædagogiske tilgange omkring det barn indsatsen vedrører, og børnegruppen som barnet er en del af.
- Mesterlæreforløb, hvor ressourcepædagogen deltager i praksis ved siden af barnets nære pædagogiske personale, i specifikke og afstemte tidspunkter og forløb. Fx legegruppeforløb, hvor der skabes øvelses- og deltagelsesbaner i børnegruppen. Formålet er at understøtte en ressourceorienteret tilgang og give praksisnær og reflekterende sparring/vejledning til den enkelte medarbejders relationsarbejde eller arbejdet med de pædagogiske strukturer og rutiner omkring barnet.
- Pædagogisk leder kan indkalde ressourcepædagogen til netværksmøder, arbejdsmøder med PPR, arbejdsmøder internt med personale osv. Det kan i særlig grad bidrage til kvaliteten i en helhedsorienteret vejledning og sparring i indsatsen.
- Støtte til pædagogisk leder og pædagogisk personale i forhold til at bidrage til overblik og helhedsbillede i beskrivelsen af barnet. Fx i forbindelse med samarbejdsaftaler, målgruppevurdering eller visitation til specialiseret dagtilbud efter §82 og støttetimer efter §83 i henhold til Barnets Lov.
- Facilitering til udarbejdelse af DPU (Dansk Pædagogisk Udviklingsbeskrivelse).
- Sparring, vejledning og feedback på det pædagogiske personales arbejde med interne handleplaner på barn og børnegruppe i AULA.
Visitation
Ressourcepædagoger kobles på en indsats i forbindelse med månedlige møder i områdets Ressourceteam. Her deltager dagtilbudsleder, de pædagogiske ledere fra alle børnehuse og ressourcepædagogerne. Møderne har dels til formål at sikre rettidig opfølgning og visitering til opgaver, men også til udvikling af hele områdets fokus på arbejdet med børnesyn og Rebild Kommunes vision for skoler og dagtilbud. Det er dagtilbudslederen, der prioriterer den endelige visitering i forhold til det samlede billede af igangværende indsatser og processer. Mellem møder i Ressourceteamet kan dagtilbudsleder justere på prioriteringen af de indsatser der arbejdes med, for at sikre positiv udvikling i alle aktuelle indsatser, og nye som måtte være på vej.
En opgave drøftes i Ressourceteamet på baggrund af:
• En beskrivelse af barnets udfordringer i børnegruppen.
• En beskrivelse af hvilke konkrete pædagogiske tiltag der er arbejdet med i praksis. Status på arbejdet med barnets interne handleplan, og hvordan der er samarbejdet med forældrene om udfordringen.
• Et ønske om, hvilken konkret problemstilling ressourcepædagogen som udgangspunkt skal deltage i.
Når der er lavet aftale om inddragelse af ressourcepædagog, laves der en rammeaftale med den pædagogiske leder, som indeholder aftaler om opstart, en beskrivelse af formålet med processen, forventninger til processen og hvilke tegn der kan markere at processen skal afsluttes.
Ansvarfordeling
Opgaverne i indsatsne fordeles mellem de aktive aktører, som har forskellige ansvarsopgaver i processerne.
- Ressourcepædagogen giver sparring og vejledning til det pædagogiske personale, og kan efter aftale hjælpe med at skabe overblik over processen, i en indsats sammen med de pædagogiske ledere.
- Det er det pædagogiske personale, der i samarbejde med den pædagogiske leder, har ansvaret for at udarbejde og løbende opdatere, den interne handleplan i AULA. Ressourcepædagogen kan give sparring og et skriftligt perspektiv på den interne handleplan.
- Det er barnets og børnegruppens nærmeste pædagogiske personale, der i et samarbejde med pædagogisk leder, har ansvaret for at sikre de nødvendige ressourcer og den struktur i hverdagen, som er forudsætningen for at indsatsen kan lykkes.
- Pædagogisk leder faciliterer afholdelse af netværksmøder, arbejdsmøder, særlige forældresamtaler, FI, kontakten til PPR osv.

Ressourcepædagog
Laila Dieckmann er pædagog i ressourceteamet.

Ressourcepædagog
Stine Fyrst Juncher er pædagog i ressourceteamet.
Øvrige medlemmer er:
Dagtilbudsleder, Jesper Johansen.
Daglig pædagogisk leder for dagplejen i Støvring Syd og Børnehaven Svanen, Charlotte Teilmann.
Daglig pædagogisk leder for børnehuset Fuglsang, Anja Torp Sørensen.
Daglig pædagogisk leder for dagplejen i Nørager/Rørbæk, Børnehaven Græshoppen og Børnehuset Regnbuen, Lene Mathiasen.
Daglig pædagogisk leder for Børnehuset Klepholm, Louise Sejer Christensen.
Daglig pædagogisk leder for Børnehuset Spiren, Charlotte Harboe Rasmussen.
Daglig pædagogisk leder for Toppen, Kinnie Svendsen.
Daglig pædagogisk leder for dagplejen i Haverslev/Ravnkilde og Børnehaven Tuen, Joan Straarup.