Formiddagsmad, frokost og eftermiddagsmad er mere end blot måltider. De er vigtige pædagogiske aktiviteter med fokus på dannelse, fællesskab og trivsel. I huse med madordning serveres formiddagsmad, frokost og eftermiddagsmad. De rå- og færdigvarer som anvendes til madordning, indkøber huset selv ind ved den grossist der til enhver tid, har leveringsaftale med Rebild Kommune. De måltider vi serverer, indeholder mange forskellige typer mad, fordi en vigtig del af formålet med frokost- og madordning er at udfordre børnenes nysgerrighed og mod på at smage nyt.
Der er madordning i Børnehaven Græshoppen, Børnehaven Svanen, Børnehuset Fuglsang, Børnehuset Klepholm, Børnehuset Regnbuen, Børnehuset Spiren, Børnehuset Toppen og i Specialbørnehaven Fuglereden.
Lokale forhold
I Børnehuset Fuglsang, Børnehuset Klepholm og Børnehuset Regnbuen er husene indrettet med produktionskøkkener, som er godkendt til at producere smør-selv-mad, lune og varme retter. Børnehaven Græshoppen, Børnehaven Svanen, Børnehuset Spiren, Børnehuset Toppen og Børnehuset Tuen er indrettet med anretterkøkken, som er godkendt til at servere smør-selv-mad og til opvarmning af lune og færdige retter.
I alle huse hvor der er madordning tilbydes minimum to lune retter om ugen, og i huse med madordning og produktionskøkken vil dette delvist kunne være egenproduktion, i det omfang den tid der er til rådighed, tillader det. Den tid der er til rådighed for køkkenpersonale i det enkelte hus, uanset ordning, afhænger af hvor mange børn der skal laves mad til.
Det pædagogiske måltid
Rammerne omkring måltidet er en vigtig forudsætning for at udvikle barnets lyst, nydelse og glæde ved at spise, barnets generelle trivsel og velbefindende. Barnet skal opleve tilknytning og tryghed, som blandt andet kan skabes ved, at barnet hver dag sidder på den samme plads, sammen med de samme børn og voksne.
Der skal være god tid til måltidet. Tid til ro og tid til afdæmpet samtale. Børn og voksne har sammen ansvar for en hyggelig stemning. Atmosfæren omkring måltidet skal være afslappet, og afbrydelser skal så vidt muligt undgås. Roen og den gode stemning understøtter barnets evne til at mærke sult og mæthed.
Maden præsenteres inden den serveres, og der er fokus på syns-, lugte- og smagssansen i samtalen om, hvad der serveres. Måltidet danner ramme for dialog om maden, som kan undersøges og smages. Hvilke ingredienser består den af? Hvilken konsistens og udseende har den? Og hvordan er maden blevet til det resultat, der ligger på tallerkenen?
Der øves bordskik, hvor børnene lærer at tage hensyn til hinanden, at lytte, at vente på tur, at sende maden rundt, at bede om hjælp og tilbyde hjælp.
Dagens måltider
Morgenmad
Børnene har spist morgenmad inden de afleveres. Undtagelsesvis kan barnet medringe noget hjemmefra som kan spises efter aflevering, dog aldrig efter kl. 7:30.
Formiddagsmad
Formiddagsmad serveres omkring kl. 9.00. Der serveres der en bolle eller rugbrød med smør, let pålæg eller ost samt et kvart stykke frugt eller grønt. Der serveres vand til formiddagsmaden.
Frokost
Frokost serveres omkring kl. 11.00. Der serveres et sundt og varieret måltid efter en ugentlig madplan, som er tilgængelig i huset. Der tages forbehold for ændringer i madplanen for at undgå madspild. Madplanen udarbejdes af en køkkenmedarbejder i den enkelte institution på baggrund af Sundhedsstyrelsens kostråd og har fokus på, at ugens måltider er sunde, varierede og ernæringsmæssigt korrekt sammensat, så vitamin-, fedt- og energifordelingen ligger tæt på det anbefalede.
I madordningen bestræbes der på, at minimum 60 % af råvarerne er økologiske, afhængende af udbud og sæson. Der tilbydes brød eller grønt som supplement, så alle børn tilbydes noget, de kan lide.
Som en del af det pædagogiske måltid opfordres børnene til at smage på det, der serveres. Hvis et barn ikke kan lide noget af maden, tilbydes barnet rugbrød. De voksne er opmærksomme på, at ingen børn går sultne fra bordet, og at ingen børn overspiser. I vuggestuen serveres mælk og vand til frokosten. I børnehaven serveres vand til frokosten.
Eftermiddagsmad
Eftermiddagsmad serveres omkring kl. 14.00. I vuggestuen serveres eftermiddagsmaden løbende, efterhånden som børnene vågner fra middagslur. I børnehaven spiser børnene på samme tid. Der serveres f.eks. boller, knækbrød, skorper, rugbrød, et kvart stykke frugt eller grønt og eventuelle rester fra frokosten. Der serveres vand til eftermiddagsmaden. Hvis børnene bliver sultne senere på eftermiddagen, tilbydes rester fra eftermiddagsmaden.
Hygiejne
Der er generelt fokus på god hygiejne, og alle vasker hænder før og efter måltider. Før frokost opfordres børnene til toiletbesøg for at undgå forstyrrelser under måltidet. Alle toiletbesøg kræver efterfølgende håndvask for både børn og voksne.
Bordene, der spises ved, aftørres inden borddækning. Efter hvert måltid aftørres borde og stole, gulvet fejes, og der luftes ud.
Særlige hensyn
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn under 1 år drikker vand eller modermælkserstatning. Vi tilbyder mælkeerstatning, men hvis barnet har behov for specialmad, babymad eller en særlig mælkeerstatning, medbringes dette af forældrene.
Hvis barnet har allergi over for bestemte fødevarer, kan der tages særlige hensyn i frokost- og madordning, på baggrund af en lægeerklæring. Lægeerklæringen afleveres til husets daglige leder, som er ansvarlig for den videre tilrettelæggelse.
Hvis der er andre særlige forhold end allergi, som betyder, at barnet ikke kan spise den tilbudte mad, vil barnet blive tilbudt brød og grønt som alternativ.
Økonomi og organisering
Ansvaret for balance i økonomi og organisering i frokost- og madordning påhviler husets daglige leder. I de huse der er frokostordning, er den eksterne leverandør ansvarlig for udarbejdelse af madplaner, som overholder den økonomiske ramme i ordningen. I de huse der er madordning, er der frihed til lokal organisering, men der kan i tilrettelæggelsen af frokost- og madordning ikke disponeres over budgetmidler der er afsat til materialer, aktiviteter og løn til pædagogisk personale.
I huse som ikke har frokost- eller madordning, står det pædagogiske personale for opvask og rengøring i køkkener. Her er det op til daglig leder og medarbejdere at sætte rammen for tid til opgaven. I huse som har frokost- eller madordning bidrager husets samlede pædagogiske personale med 1 time pr. dag til hjælp med praktiske opgaver og opvask. I det enkelte hus laves der en konkret aftale om det pædagogiske personales bidrag til rengøring i køkkener, opgjort som et ugentligt timetal, op til 1 time om ugen. Hvis køkkenpersonale er fraværende pga. ferie eller sygdom, så er det det pædagogiske personale som skal løse opgaven i køkkenet, og derfor tilrettelægges køkkenpersonalets kendte fravær så vidt det er muligt til perioder med ferier og koordineret pasning, hvor børnetallet generelt er lavere end på hverdage.
I huse med madordning er Husudvalget medansvarlig for principper til udarbejdelse af madplaner i det enkelte hus. Principper udarbejdes under hensyn til ordningens organisering og samlede økonomi. Principielle henvendelser vedrørende husets madordning rettes til det lokale husudvalg.
Kostpolitik
Dagtilbud Syd har ikke en kostpolitik. Det børnehusene serverer sker i henhold til Sundhedsstyrelsens anbefalinger.
Husudvalget i det enkelte børnehus har mulighed for at formulere en kostpolitik, der vedrører det som børnene medbringer til fødselsdage i huset. Du kan spørge børnehusets daglige leder eller børnehusets Husudvalg, om der foreligger en politik i huset.