Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Børnehuset Spiren

Børnehuset Spiren set fra legepladsen.

Børnehuset Spiren

Spiren er et Børnehus for 0-6-årige. Vores grundlæggende værdier beror på et anerkendende menneskesyn. Alle børn har brug for kærlige, nærværende og omsorgsfulde voksne, og vi står klar til at modtage alle børn med åbne arme.

Alle børn er kompetente og bør have både medindflydelse på og medinddrages mest muligt i dagligdagen. Vi har fokus på selvhjulpenhed og guider børnene i at gøre mest mulig selv med udgangspunkt i det enkelte barns nærmeste udviklingszone.

Hverdagen i Spiren

Vi elsker at følge børnenes egne initiativer. Vi vægter børnenes leg højt og forsøger at skabe så få afbrydelser som muligt, når børnene er fordybet i legen. Det være sig i en leg alene eller en leg med andre.

Vi har stor fokus på sociale relationer. Det er vigtigt at kunne afkode andre mennesker og deres reaktioner, at kunne passe på sig selv, men også hjælpe andre. Det betyder at vi i det daglige, guider børnene i deres samvær med hinanden.

Vi tilstræber at holde samling dagligt. Her laver vi pædagogiske aktiviteter, med udgangspunkt i den pædagogiske læreplan.

I vuggestuen er vi ved at indføre babytegn, som en fast del af vores pædagogiske praksis.

Vores rammer

Vi er en integreret institution, og vil i det daglige have en del samvær. Vi tror på, at det er godt for vuggestuebørnene at blive inspireret af, og lære af de ældre børn. Samtidig vil de ældre børn lære meget af at kunne vise omsorg og empati i forhold til de yngste. Vi har ofte besøg af børnehavebørnene og nogle gange går vi på besøg i børnehaven. Vi er tit på legepladsen sammen og indimellem har vi også fællesstuer og fællessamling. Samværet vil altid være med udgangspunkt i vuggestuebørnenes behov den pågældende dag.

Legepladsen bruger vi til at få frisk luft, motoriske udfordringer og sansemæssige oplevelser. Indimellem vil vi også tage på tur ud af huset, nogle spontane andre planlagte.

Forældresamarbejde

Alle har medansvar for samarbejdet om barnets læring. Dagtilbuddet skal sikre rammen om samarbejdet, og barnets forældre skal orientere sig, bakke op om arbejdet med barnet, og tage medansvar for hele børnegruppens trivsel og læring.

Vi arbejder med et åbent og forpligtende dagligt samarbejde med forældre ud fra vores fælles viden og oplevelser omkring barnet. Vores bestyrelsesmøder, familiearrangementer of forældremøder er båret af tanken om, at sammen bliver vi bedre og klogere – inddragelse er værdifuldt.

Det er vi optaget af

Dannelse og børneperspektiv

Barnet skal høres og tages alvorligt. Barnet skal have indflydelse på sin dagligdag og inviteres til at være aktivt deltagende, som led i starten på barnets dannelsesproces og demokratiske forståelse.

I Støvring Syd følger vi barnets initiativer og arbejder bevidst med at ”forstå barnet indefra”/ forstå dets intentioner. Vi kommunikerer, så vi understøtter barnet i forsat at stole på egne initiativer og gøre flere forsøg på undersøgelse af sin omverden og relationer – at mestre eget liv.

Barnesyn

Det at være barn har en værdi i sig selv. Barnet skal ikke alene forberedes på at blive voksen, men også støttes og værdsættes i sine første år.

Børn gør det bedste de kan, ud fra deres aktuelle forudsætninger. Børn udvikler sig i trygge og tillidsfulde samspil med andre. Vi voksne har ansvaret for kvaliteten af samspillet og derfor arbejder vi målrettet med at justere på praksis ud fra ICDP’s samspils principper, så barnet møder nærværende og empatiske voksne i vores dagtilbud

Børnefællesskaber

Barnet skal være en del af børnefællesskabet. Barnet skal have plads til at vise initiativ, og samtidig respektere andre børns initiativ. Med opbakning fra barnets forældre, skal der skabes balance mellem individ og fællesskab i dagtilbuddet.

Støvring Syd arbejder med at følge, benævne og anerkende barnets initiativer – for at skabe selvregulering og støtte positiv selvoplevelse. Vi tror på det er grundlaget for, at barnet kan give og tage i fællesskabet. Vi arbejder i legestuegrupper, legegrupper med vokse

Leg

Legen har en værdi i sig selv, og skal være en gennemgående del af barnets hverdag. Legen er fremmende for barnets fantasi, virkelyst, sprog, nysgerrighed, sociale kompetencer, selvværd og identitet.

I Støvring Syd skaber vi tid og plads til børnenes spontane lege med inspirerende og fleksible legerum ude og inde. Vi er på sidelinjen til at hjælpe med rekvisitter, samtale om roller, hjælpe børnene med at løse deres konflikter. Vi forpligter os til at have en legende tilgang – gå foran, ved siden af og bagved.

Læringsmiljø

Læringsmiljøet er de daglige rutiner, legen, de spontane aktiviteter, og aktiviteter initieret af børn og af voksne. Det skal give barnet mulighed for at trives, lære, udvikle sig og dannes.

I Støvring Syd skaber vi struktur i hverdagen, der tilgodeser, at der er en voksen til stede i eller tæt på børnenes læringsmiljøer – både i rutiner og leg for at kunne hjælpe og guide børnene. Genkendelighed og forudsigelighed i hverdagen er tryghedsskabende og grundlæggende for læringen. F.eks. gennem visuel guidning, gentagelser og kommunikation om, hvad der skal ske.

Læring

Der er læring i leg, i relationer, i planlagte aktiviteter og i udfordringer. Den skal fremme barnets kropslige, følelsesmæssige, sociale, kognitive udvikling og forståelse.

I Støvring Syd planlægges aktiviteter med afsæt i hvad børnene er optagede af. Vi har særlig fokus på læring gennem hele dagen og gennem kroppen og dens sanser. Vi giver plads til at det enkelte barn kan være med i aktiviteter på sin egen måde/præmisser, men vi ansporer barnet til at udfordre sig selv.

Overgang til skole

Dagtilbuddet skal tilrettelægge et pædagogisk læringsmiljø, hvor der skabes sammenhæng til MiNi SFO og børnehaveklasse.

I Støvring Syd arbejder vi i et tæt samarbejde med SFO/skole og på tværs af husene. Hvor vi tidligere kun sendte børn til vores egen distriktsskole (Karensmindeskolen), så har vi siden 2022 haft mange børn i børnehusene som bor i Bavnebakkeskolens distrikt, og som selvfølgelig søger optagelse dér i forbindelse med skolestart. Det betyder, at vi har udvidet vores samarbejde til at omfatte begge skoler i byen, og omfanget af opgaven omkring overgangen til MiNiSFO og skole er derfor blevet mere kompleks, men derfor også noget vi har øget vores fokus på. Dels i et internt samarbejde mellem vores børnehuse, dels i dialog med skolerne, men også med børnehusene i Støvring Nord, der ligger i Bavnebakkeskolens distrikt. Det er et nyt samarbejde, men et samarbejde vi forventer os meget af.

I forhold til overleveringer fra børnehave til skole, så er vores overleveringer baseres på barnets nærmest udviklingszone og ressourcer. Er der børn som vi skønner der skal været et udvidet samarbejde omkring, mellem børnehave, skole og forældre, laves der særligt tilrettelagte overleveringer. I den tid børnene går i vores dagpleje og børnehuse bliver der lavet en systematisk opsamling på arbejdet med og omkring børnene, og de data der er samlet sammen her indgår som en del af den samlede overlevering. 

Overgangen til skole bruger vi desuden til at udvikle på vores praksissamarbejde. Det betyder, at børnehusene sender medarbejdere med i MiNiSFO, i det omfang det kan tilrettelægges under hensyn til drift af skole og børnehuse. Den del af opgaven kan først tilrettelægges når skolerne er færdige med at samle op på skoleindskrivningen som foregår hvert år i slutningen af januar måned.

 

Ikon adressebog  Adresse

Mastrupvej 63, 9530 Støvring

Ikon telefon   Telefon

9988 8105

Ikon ur  Åbningstider

Mandag - Torsdag: 6:30 - 17:00- Fredag: 6:30 - 16:00

Ikon gruppe  Daglig pædagogisk leder

Charlotte Harboe Rasmussen, tlf. 9988 8071 og chra@rebild.dk

Ikon dokument  EAN-nummer

5798 0041 79062

Ikon dokument  P-nummer

1003383033

Ikon dokument  CVR-nummer (Rebild Kommune)

29 18 94 63

Ikon dokument  Tilsynsrapport

Rebild kommune har som mål at levere høj kvalitet på dagtilbudsområdet. Dette gøres ved, at de professionelle fagfolk - heriblandt de kommunale dagplejere - arbejder bevidst med at skabe en hverdag, som understøtter børnenes personlige, sociale og faglige udvikling. Kommunen etablerede sidst i 2016 en Tilsyns- og udviklingsafdeling, som har til opgave via systematiske tilsyn at sikre den daglige kvalitet i dagtilbuddene, herunder den kommunale dagpleje og samtidig skabe grobund for, i fællesskab med dagplejens leder, at udvikle kvaliteten yderligere.

Se vores seneste tilsynsrapport finder du her.